Aalborg bliver for femte gang vært for den internationale kapsejlads, The Tall Ships Races, fra den 3. til 6. juli 2019. Den internationale organisation bag begivenheden, Sail Training International, har netop offentliggjort de fire havne, der i 2019 skal være værter og dermed udgøre ruten..

Aalborg bliver for femte gang vært for den internationale kapsejlads, The Tall Ships Races, fra den 3. til 6. juli 2019. Den internationale organisation bag begivenheden, Sail Training International, har netop offentliggjort de fire havne, der i 2019 skal være værter og dermed udgøre ruten, som sejlskibene skal sejle. Foruden Aalborg, der er starthavn, drejer det sig om to norske havne Fredrikstad og Bergen samt endnu en dansk havn, Århus, hvor kapsejladsen slutter.

"Vi er stolte og begejstrede for at være udvalgt til at være del af The Tall Ships Races 2019, fortæller borgmester Thomas Kastrup-Larsen, der fortsætter: Selvom det nu er 5. gang, vi skal være værter, er arbejdet med begivenheden lige så omfattende og oplevelsen lige så stor. Oven på afholdelsen i 2015 havde vi svært ved at se, hvordan vi nogensinde skulle kunne overgå dette arrangement, der på alle måder forløb over al forventning. Det vil vi nu gå i gang med at sørge for, vi gør i 2019!"

Med et anslået besøgstal på 718.000 gæster var 2015-udgaven af The Tall Ships Races i Aalborg en succes, der både betød store oplevelser for byens borgere og samtidig en betragtelig omsætning (anslået 150 mio. kroner jf. publikumsundersøgelse). Lægger man besøgstallene fra de foregående værtskaber sammen nærmer man sig 3 mio.
 










 
"Det betyder rigtig meget for Aalborg, at vi får arrangementer af den kaliber til byen. Det har økonomisk betydning, det er med til at fortælle historien om vores by i hele verden og endeligt skaber det sammenhold, at vi her i kommunen kan stå sammen om at skabe sådan en flot begivenhed," afslutter Thomas Kastrup-Larsen.

Værtskabet i 2019 kommer dog til at handle om andet og mere end at overgå de allerede astronomiske tal:

"I 2019 kan vi markere 20 året for vores historie med The Tall Ships Races. Første gang vi havde glæde af begivenheden var i 1999 - en event der vakte genklang i Aalborg og satte mange nye dagsordner efterfølgende. Jubilæet kommer til at fylde noget. Samtidig er det første gang vi er starthavn, første gang der er to danske værtshavne og første gang med udelukkende skandinaviske værtshavne. Fredrikstad har været vores venskabsby i mere end 50 år, og vi har meget tætte relationer dertil," fortæller eventchef Søren Thorst. Det er alt sammen med til at gøre 2019 til et helt specielt år for The Tall Ships Races.

Om baggrunden for at Aalborg igen er blandt de udvalgte havne fortæller Søren Thorst

"Vi har været i konkurrence med en række andre europæiske havne, og når vi er blevet valgt, skyldes det først og fremmest, at vi har gjort os umage og lavet et flot bud, der er faldet i god jord hos Sail Training International. Skibene og Sail Training International er samtidig rigtig glade for at besøge vores by både pga. af aalborgensernes modtagelse af arrangementet og vores måde at tilrettelægge værtskabet på. Det betyder blandt andet, at det altid er en stor oplevelse for de 3.000 besætningsmedlemmer at komme her", afslutter Søren Thorst.

Aalborg har tidligere været vært for The Tall Ships Races i 1999, 2004, 2010 og 2015. Budgettet for arrangementet var i 2015 på 12,5 mio. kroner.
 
sitelist.html